Sinai

Langs sydspidsen af Sinai halvøen ligger dykkerparadiset. Her er smukt blåt hav. Det er dels bugten ved Suez dels bugten ved Aqaba. Her er koralrev og -fisk. Her ligger også hoteltempler ved siden af hinanden i en lang uendelig række. I disse templer dyrkes solguden flittigt fra solvogne der maser sig op ad hinanden for at få både sol, lidt vand, passende skygge og passende kølig vind til soltilbederne.			Bag ved hotellerne begynder stenørkenen. Den er klippefyldt med slugter, små og store bjerge og sandklitter. Det er beduin-land. Her i stenørkenen finder vi også Gebel Musa, Moses bjerg, hvor han modtog de ti bud. Ved Skt. Katharina klostret fremvises hans brønd og den brændende tjørnebusk Gud viste sig for Moses i. Klosteret er ikke skabt til nutidig masse-turisme. Det virker heller ikke som om de herboende 15 munke er interesseret i de besøgende. Vi får en følelse af at være til besvær. Gud bevares det er jo også os, turister, der opsøger dem og ikke omvendt. De har rent ud den mest attraktive vare der kan fås, så hvorfor ikke benytte sig af den overlegenhed det giver.
			Til toppen af Moses bjerg går en trappe-sti, men det er også muligt at lade sig bære det meste af vejen på den énpuklede kamel som er en væsentlig del af Ægyptens trafiksystem, helt på linie med taxa, hestevogn og æselkærrer. Og absolut mere økologisk end de biler som indbyggerne i Cairo åbenbart foretrækker.